Annex i haven - Højbjerg
Huset fra 1946 er blevet for småt til familien, og der er med tiden opstået behov for flere adskilte opholdsrum. Der er skabt en større stue, hvor familien har mulighed for at trække sig tilbage adskilt fra køkken og spisestue.
Løsningen er en tilbygning, adskilt fra hovedhuset af en glasmellembygning, hvorfra der er adgang til en stor sydvendt træterrasse hvoraf 15m2 er overdækket.
Tilbygningen er udført med fladt tag og en facade beklædt med mørke brædder. De overdækkede facadevægge beklædes med lyse trælister, hvilket giver sammenhæng mellem terrasse og tilbygningen, samt kontrast til den mørke facade.
Desuden er et markant træk ved tilbygningen den tombak-beklædte karnap der pryder Øst-facaden, og bidrager til det indre rum med en siddeniche, samt et stort lysindfald, som videredistribueres af det slebne betongulv.
Fra det eksisterende hus er der adgang til tilbygningen fra spisestuen, hvor ydervæggen mellem de eksisterende vinduer bevares, men brystningen nedbrydes. Dette giver mulighed for at indbygge en skydedør og et glasparti i åbningen.
På denne måde har familien mulighed for at adskille tilbygningen fra det eksisterende hus mens den visuelle kontakt.forsat bevares.
I forbindelse med tilbygningen udskiftes det gamle eternittag med et nyt skiffertag.